Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Alt om os

Dronning Louises Asyl er en integreret institution med 40 børnehavebørn og 20 vuggestuebørn. 

Vi bor i en gammel, smuk villa på Ydre Nørrebro lige over for Nørrebroparken. Vi har vores egen legeplads som børnene er meget glade for. Vi bruger jævnligt Nørrebro Parken og Assistens kirkegård, og vi tilstræber at alle børn kommer på tur mindst en gang om ugen. 

Læs mere om vores pædagogiske læreplaner under fanen 'pædagogik'. 

Såfremt du har ris, ros, gode ideer eller andet på hjerte, er du velkommen til at kontakte os via e-mail35312@buf.kk.dk  eller telefonisk 3585 7969

 

Besøg

I Dronning Louises Asyl holder vi rundvisninger én gang om måneden, som oftest den første torsdag i måneden kl.10. Ring på 35857969 og tryk 1 for kontor, her kan du melde dig til.

Det kan ske, at rundvisningen ligger på en anden torsdag eller en anden uge dag, hvis vi har kurser eller andet. Hold derfor øje med listen som findes her: https://dronninglouisesasyl-kk.aula.dk/om-os/nye-foraeldre/rundvisninger , som løbende vil blive opdateret hvis der er ændringer. 

Der kan max være ti tilmeldte pr. rundvisning, sørg derfor for at melde dig til i god tid.

Det er også muligt at melde sig til via mail: 35312@buf.kk.dk

 

Velkomst for nye børn

Dronning Louises Asyl har et velkomstbrev til nye børn og deres forældre. Brevet bliver sendt til familien når barnet er blevet optaget i enten vuggestuen eller børnehaven.

 

Sovetider

De nye vuggestuebørn har ofte brug for både formiddags- og eftermiddagslur, mens de lidt større børn plejer at nøjes med en længere lur efter frokost.

Frem til de fylder to år, kan børnene sove udendørs i krybberummet i enten barnevogn eller krybbe. Når de bliver to år, eller hvis forældrene ønsker det tidligere, kan de komme inden for og sove sammen med de af børnehavebørnene der også har behov for at sove.

I Dronning Louises Asyl vækker vi som udgangspunkt ikke børnene, da vi er af den overbevisning at børnene sover fordi de har brug for det.

 

Åbningstider

Mandag - fredag kl. 7 - 17

 

Værdigrundlag

I Dronning Louises Asyl tager vores værdigrundlag afsæt i det enkelte barn og i børnegruppen. Alle børn skal føle sig anerkendt og set hver dag. 

Alle børn har brug for nærvær og omsorg dagligt og vi sørger derfor på alle stuerne at dele børnene op i mindre grupper. Dette gør at det enkelte barn ikke skal forholde sig til hele børnegruppen hele tiden, de får mulighed for at fordybe sig sammen med en lille gruppe børn og den voksen der er tilknyttet gruppen. Dette giver ro for børn og voksne og børnene får herved mere voksenkontakt, mere nærhed og en mulighed for at udvikle sig i trygge rammer.

Vi tror på at alle børn, er børn med særlige behov, netop fordi alle børn har brug for tryghed og faste rammer. Derfor sørger vi altid for at tilpasse aktiviteter, det fysiske rum med mere til den børnegruppe der er på stuen.

For at behandle børnene ens er vi nødt til at behandle dem forskelligt. Derfor har vi ikke lange regelsæt, men vi tager udgangspunkt i børnene dér hvor de er. Børn har brug for plads for at udvikle sig. Vi viser vejen, danner rammen og sørger for at disse muligheder er til stede for alle børn.  

Vi tror på, at vores kerneopgave er , at skabe rum og mulighed for at alle vores børn oplever livsglæde.

Igennem denne livglæde og tro på det gode i mennesker vil de kunne udvikle sig til at blive hele mennesker. Vi arbejder med relationer på mange planer. Vi støtter op om at børnene udvikler nære og tætte relationer til de andre børn på stuen, til de voksne og at de udvikler evnen til at passe på hinanden, vores hus, naturen og de ting vi har.

Læring er ikke et 'fy-ord' i vores institution. Vi skaber læringsrum alle steder. Vi inviterer børnene ind i den verden af fantastiske ting vi lever i. Der er eventyr og ting at udforske alle steder. Ved at arbejde struktureret og fokuseret med alle seks læreplanstemaer giver vi børnene en mulighed for at udvikle sig og lære gennem leg og en tryg hverdag. Børn er intuitive, nysgerrige, opfindsomme og kreative. Det er derfor vores fornemmeste opgave at udnytte deres nysgerrighed og følge børnenes initiativer. De lærer dagen lang og vi er med til at forme den læring.

Vi tror på at børnene lærer gennem kroppen og sanserne og vi inddrager derfor masser af bevægelse, motorisk udfoldelse og alle sanser i vores læringsmiljø.

 Vi værner om at skabe trygge rammer for børnene med en forudsigelig og genkendelig hverdag. Der er faste uge skemaer, så både forældre, børn og personale hele tiden ved hvad der skal ske. Alle grupper er ude hver dag, der er intet der hedder dårligt vejr :) 

Vi bakker op om børnenes interesse og initiativer. Der er ingen børn der bliver presset til noget med vi guider og viser børnene hvad der skal ske. Personalet er rollemodeller for børnene og de lærer derigennem at kopiere det de voksne gør.

Vores mantra i institutionen er, at ingen børn bliver skældt ud og der er ingen voksne der hæver stemmen. Børn er nysgerrige væsner og de gør ikke noget bevidst for at gøre skade, de udforsker verden og det er vores opgave at guide dem til, at gøre det gode. Dette gør vi gennem at være tydelige rollemodeller, både i forhold til måden vi er sammen på, taler med, om og til hinanden., Hvordan vi behandler legetøj, dyr, naturen og meget mere. Vi er tydelige og der er en tydelig sammenhæng mellem det der bliver sagt og det der bliver gjort.

Pædagogiske principper

I Dronning Louises Asyl, gør vi meget ud af, at gøre institutionen så hyggelig og indbydende for børnene som muligt.

Vi opdeler de forskellige stuer i små lege zoner, der skaber mulighed for fordybelse og rolige lege.

Når børnene har brug for mere vilde lege kan dette foregå i vores tumle-sal eller på legepladser mm.

Vi rykker ofte rundt, så stuerne hele tiden passer til den børnegruppe der er på stuen.

Vi inviterer børnene ind i en verden af sjove ting og vi springer med på deres fantastiske ideer og kreative forslag.

Dette er en institution der giver børnene mulighed for at udfolde og øve sig både motorisk, kreativt, sprogligt og relationelt hver eneste dag.

Vi arbejder målrettet ud fra de 6 læreplanstemaer både på tværs af huset med fire faste temaer om året og på de enkelte stuer. (se mere under fanen 'læreplaner')

Vi arbejder meget med sansestimulering og sanseintegration. Vi giver børnene mulighed for at opleve verden gennem deres sanser. Vi udfordrer dem og giver dem mulighed for selv at udforske deres grænser og deres lyst til at sanse det 'nye'.


Her i institutionen må børnene meget gerne have bare tæer så meget som muligt også på legepladsen og også når de cykler. De sanser ustyrligt meget når de har bare tæer og de lærer at mærke underlaget, får bedre balance, klatrer bedre, får jordforbindelse og meget mere.

Hos os får børnene ydermere en hverdag hvor forskellighed ses som en force og som noget der gør os stærke og bedre sammen.

Vi har både kvinder og mænd ansat (og alle må skifte ble! alle må sidde med børnene på skødet og her krammer vi også børnene, vi er IKKE bange for nærhed og tryghed hos os og der er intet forbud mod et kys i håret eller på kinden)

Vi er alle fra forskellige kulturer og med en meget forskellig baggrund og det bruger vi i det pædagogiske arbejde.

Vi inddrager alle vores forskelligheder positivt i hverdagen og bruger meget tid på at tale med børnene om, hvad det egentlig vil sige. At vi alle er mennesker og derfor i virkeligheden ikke er så forskellige endda.  

Vi møder børnene i børnehøjde og alle børn og voksne møder en voksen om morgenen som er klar til at tage i mod barnet. Alle børn er børn med særlige behov, netop et behov for tryghed, nærhed og positiv kontakt hver dag.


Vi vægter forældresamarbejdet højt og opfordrer til en åben og ærlig dialog med jer forældre.

Vi arbejder anerkendende hver dag ved at møde barnet der hvor det er, ved at være nysgerrige og spørgende og

undre os både over vores pædagogiske virke, børnenes påfund og alt andet.

Vi lærer hver dag og vi udvikler os hele tiden. Vi har ikke sat os fast på én bestemt pædagogisk retning.

Vi bruger lidt fra det hele og bruger det, som giver mening for den børnegruppe vi arbejder med.

Vores fornemmeste opgave er, at sørge for at alle børnene føler sig set og hørt hver eneste dag.

Vi håber at være medvirkende til at alle børnene oplever livsglæde ved at være en del af et fællesskab i vores institution.